Diversitet blandt ligesindede?

Jeg er stor tilhænger af diversitet. Jeg har en stærk tro på, at alt, fra stemning (kultur og socialisering) og produkt (merkantilt), bliver langt bedre, når forskelligartede kræfter, kompetencer og kerneværdier blandes.

Derfor gik jeg ind i foreningen DigiPippi. For at fremme pigers engagement i it og tech. For at være med til at sikre, at vi også taler et sprog og søsætter projekter, som tiltager pigerne. Når mænd taler til mænd. Og mænd skriver lære- og fagbøger til mænd. Så bliver ikke mange piger tiltrukket af feltet…

Blandt veninder… Billedet er fra en DigiPippi video-workshop

Og pigerne mangler i feltet it og tech, der er tæt befolket af drenge/mænd. Skønne og dygtige drenge/mænd helt givet. Men lad os nu blande kortene. Få andre og flere spillere på banen. Øget diversitet. – Også i vuggestuer, børnehaver og på sygehuse, for den sags skyld!

Der bliver i øjeblikket igangsat mange gode initiativer, for at få flere kvinder på i forvejen meget mandetunge områder. I bestyrelser, i direktioner og på studieretninger hos bl.a. ITU og DTU. Fantastiske tiltag som bestemt gør forskel. I det små og langsomt.

Det virkelige problem

Men når alt kommer til alt, så er vi sociale dyr, der bare helst vil være sammen med ligesindede. Det stod klart for mig, da jeg talte med kommunikationschefen hos ITU, der forklarede, at der kan gøres meget mere for at tale “pigerne sprog”. Tale ind i det, som de interesserer sig for – og kan se en højere mening med.

Men mindst lige så vigtigt: Pigerne kigger på de øvrige studerende. Er det nogen, som de kan se sig selv socialisere med? Hygge, læser lektier og feste med? Det sociale liv udgør en virkelig vigtig del af såvel en ungdomsuddannelse, en videregående uddannelse og siden en arbejdsplads.

Parat til valg af vennekreds?

Jeg har netop været til en “Er dit barn uddannelsesparat” samtale med vores ældste datter i 8. klasse. Her er fokus, om barnet er klar til en ungdomsuddannelse efter folkeskolen.

Den kvindelige dansklærer og den mandlige matematiklærer lægger en oversigt over de gymnasielle uddannelser foran os. Vi kigger, og for mig, ser uddannelser meget ens ud. Samme fag over hele linjen. Med kun få undtagelser. Det gør det jo ikke umiddelbart nemmere at vælge retning, når du er 14 år – hun afkræves dog heller et svar i dag. Men stenene bliver lagt.

“Det ser jo ret ens ud,” kommenterer jeg ud fra fagoversigten på de forskellige gymnasielle uddannelser: STX (almen studentereksamen), HHX (merkantil studentereksamen) og HTX (teknisk studentereksamen) – og undrer mig over, at retningerne faktisk ikke differentierer sig mere.

“Det er nok HTX, du skal tage, hvis du gerne vil være ingeniør,” siger matematiklæreren.

Og dansklæreren: “Ja – uddannelserne ligner måske hinanden på papiret. Synes du, at det er svært at vælge, så kan du jo se på, hvem du helst vil være sammen med. Hvor du synes, at du finder dig bedst til rette,” siger dansklæreren.

Hovedet på sømmet. Én ting er at skulle vælge et dagskursus eller en fest for en enkelt aften. Her vil de fleste kunne rumme at være sammen med, og socialisere med, hvem som helst. Men 3 års ungdomsuddannelse og siden måske 5 år videreuddannelse. Der skal en stærk sjæl til udelukkende at se på det faglige indhold. Det er bare nemmest at være sammen med ligesindede. Dovent måske? Men vi er dovne af natur. Det er hårdt at være “the odd one out” – og rart at have venner. Selv om vi alle er enige om, at ensporet adfærd og tankegang, ikke er fremmende for noget.

Så hvordan skaber vi de bedste rammer for diversitet?

Se iøvrigt denne fine lille film om Pearl, der forsøger at passe ind hos BROs.

Magisk og mental oprydning

Ordensmenneske er en betegnelse, der ikke kendetegner mig på hjemmefronten. Omend jeg vitterlig mistrives i rod og uorganiserede rum. Et grundlæggende misforhold, som jeg gerne vil rette op på.

I sommer faldt jeg over en e-bog på Storytel, der hed “Magisk oprydning” skrevet af Marie Kondo, der er japaner og en spydspids for japansk minimalisme.

Det lød jo næsten for godt til at være sandt. Magisk oprydning – der skaber plads til det du elsker… Og trods jeg arbejder med marketing hver eneste dag, springer jeg selv glad i med begge ben, når nogen appellerer til (mine) drømme.

Drømme og et bedre liv sælger (til stadighed)

For jeg drømmer om det opryddelige hjem, hvor alt har sin plads, ingenting er nogensinde væk og mit mentale overskud i rolige rammer vil stige med 100%. Sikke et overskud alle i familien bare vil svæve rundt i!

Det var sommerferie og jeg fik hurtigt læst bogen. Tænk alligevel at skrive en hel bog om oprydning. Den blev dog også lidt langtrukken, trods Marie Kondos teknik i bund og grund er enkel: Smid ud. Jo mere des bedre. Organsier resten så det fylder mindst muligt.

Det lyder jo ikke som en helt ny erkendelse inden for oprydning og jagten på mere plads omkring sig, men hendes tilgang til udsmidningen er ret speciel. Du skal holde enhver genstand, ethvert stykke tøj, i dine hænder – og føle om det giver dig glæde eller ej. Hvis ikke. Smid det ud. Det er vigtigt ikke at forfalde til sentimentalitet.

Sommeren gik og det gjorde efteråret også. Jeg fik ryddet op i mit tøj, og så sluttede min magiske oprydning…

Marie indtager verden med Netflix

2019 kom og med det nye år startede også en Netflix-serie, hvor Marie Kondo tager på oprydningsbesøg i forskellige amerikanske (overfyldte) hjem. Jeg har set et enkelt besøg, og det var nok. Jeg kan fint forestille mig de øvrige afsnit. Budskabet er trængt ind!

Netflix er lig med effektiv markedsføring og stor seerskare, og jeg må sige, at Marie Kondo nu er allestedsnærværende på alle internationale medier for tiden.

Effektiv markedsføringskanon

Jeg er imponeret over hendes succes. Jeg elsker når mennesker driver deres passion til en fantastisk karriere. For Marie bliver helt ekstatisk, når hun på Netflix træder ind i et uoverskueligt hjem. Hun får et kick af at rydde op og dermed ændre (til det bedre – og gøre mennesker mere lykkelige). Jeg elsker at se, at vi, alle, er til fals for de, der lover at kunne opfylde vores drømme.

Marie Kondo virker bestemt som et elskværdigt menneske. Petit japaner, smilende og meget høflig. At se et afsnit af “Tidying Up with Marie Kondo” var ikke meditativt for mig (jeg læser om mennesker, der ser det som ren meditation at se Marie bruge sin specielle foldeteknik, når hun lægger tøj sammen), men det gav mig endnu et spark bagi. Bogen i sommer var ikke nok.

Jeg kræver et medgidsel

Som med motion tvangsindlægger jeg gerne et andet menneske til at gøre mig selskab. Det gælder i bund og grund alle aktiviteter, som jeg ikke rigtig gider – men gerne vil have glæden eller resultatet af.

Min ældste datter var uheldig at være i min skudlinje, og da hun selv er flittig bruger af vores køkken, fik jeg hende med på mission “magisk oprydning” i køkkenet.

Vi fik hældt al indhold af skuffer og skabe ud på gulvet. En Marie Kondo teknik at lægge ALT ud – og så successivt gå igennem alt, og skille fårene fra bukkene: Smid ud eller behold.

Det gør ondt på mig at smide ting ud, som er intakte. Jeg er ikke stolt af vores brug-og-smid-ud samfund. Men jeg ved af erfaring, at det ikke går godt at bruge min tid på at sælge på brugtmarkeder. Det er tidskrævende, og jeg ender med at have alt for meget på “stand by” inden det bliver solgt. Hvis nogensinde solgt.

Så jeg smider ud. Og kører på genbrugsplads. Tøj kommer i tøjcontainere til genbrug/videresalg.

Oprydning tager tid

Tilbage i køkkenet. Det tog en halv dag, og vi nåede kun halvvejs. Det tager tid at røre ved alting. Trods det faktum, at vi ikke brugte tid på at mærke efter følelser og god vs. negativ energi. Vi var ret rationelle i vores tilgang, og hurtige til at smide ud.

Selvom vi kun er halvvejs, med et enkelt rum, så mærker jeg den gode energi, når jeg hurtigt kan finde det, som jeg leder efter, i skuffer og skabe. Det er en helt anden og meget mere positivt oplevelse at bruge køkkenet nu. Vi er et lille skridt i rette retning, og jeg stiler efter at gå helt huset igennem. Men spørgsmålet er, om der er (ledige) weekender nok i 2019?!

For det skal være et større ryk, for at jeg er motiveret. Det skal gøre en forskel! Ligesom jeg aldrig kunne finde på at iføre mig løbetøj for at løbe 2 km. Mindst 5 km når jeg nu gør mig anstrengelserne med at tage tøjet på… Jeg finder heller ikke affaldssække, vand og sæbe frem for kun 15 min. effektiv oprydning og rengøring!

Men måske jeg netop bør indføre mikro-Marie-Kondo? Gøre en meget lille indsats hver dag, og sluttelig vil jeg være i mål langt inden et nyt år!

Drømmen om magi lever fortsat hos mig.

Mere om Marie

Er du blevet nysgerrig på Marie Kondo kan du læse om hende og hendes oprydningsteknik, som hun har opkaldt efter sit efter- og fornavn: konmari.com 

Bemærk hvor mange ansatte hun har i sit team. Sejt! Hun og hendes team er nu et “lifestyle brand”, der hjælper med at organisere dit hjem, og bringe glæde i dit liv. Fantastisk! Det er kløgtig forretning og markedsføring, der helt sikkert opfylder en masse mennesker behov.

Google Marie Kondo og du ser hvor mange jern den effektive kvinde har i ilden!


Ny i job: 5 uformelle tips til en god start

Hvis vi ser bort fra formelle HR-processer og udstyr til at udføre dit arbejde, hvad er så vigtigt, når du eller en kollega starter i nyt job?

Når der starter en ny kollega i afdelingen, føler jeg personligt et stort ansvar for, at han/hun føler sig velkommen fra første minut. Fordi JEG synes, at det er vigtigt, at du øjeblikkelig oplever, at virksomhed og kollegaer er forberedt på, at du starter. At du hurtigt oplever, at du bliver indlemmet i flokken.

Uanset hvor flot et CV, du lander med, hvor erfaren du er, hvor gammel du er, hvor stort et netværk du har – så opstår der en “ny i klassen” følelse, som er vigtig at favne bedst muligt.

Selvfølgelig skal der være styr på de praktiske ting omkring din jobstart, som modtagelse af din leder, blomsterbuket på dit bord, medarbejderkort, computer, telefon, introprogram etc.

Blomsterbuket fra nyt job
Undertegnet på vej hjem i metroen med en ny-i-job-buket

Men hvad gør din jobstart god – af uformelle tiltag, som ikke er nedfældet i en onboarding process?

Her får du min personlige top 5 over tiltag, som jeg værdsætter – og du må meget gerne supplere med dine oplevelser i kommentarfeltet.

Hej før jobstart
Lige et bonustip: Skriv til din nye, kommende kollega, allerede inden start via LinkedIn. Min leder sender altid LinkedIn-profil rundt til afdelingen, når der er ansat en ny kollega. Oplagt mulighed for lige at sende en kort hilsen via den kanal: “Hej kommende kollega! Jeg glæder mig til, at du starter hos os”. Eller lign. Meget mere behøver det ikke være. Jeg blev personligt meget glad for en del hilsner fra kommende kollegaer – inden jeg overhovedet var startet.

1. Første hilsen: Fast håndtryk, øjenkontakt og navn

Det lyder som en selvfølglighed. Almindelig høflighed. Det er det også oftest, men nogen få kan glemme, at man som ny lige skal føle lidt ekstra kærlighed og opmærksomhed.

2. “Kom med til frokost! Vi plejer at spise her omkring kl. 11.30”

Spørg hver dag i laaang tid, om din nye kollega ikke vil med til frokost. Som helt ny er du sjældent den, der tager initiativ til at sige: “NU skal vi spise!”. Og det er bare rart at blive husket. At blive inviteret med i flokken.

3. “Skal vi ikke lige tage 5 min. til en kop kaffe?”

Små kaffepauser/gåtur til kaffemaskinen er i starten (måske altid?) et dejligt afbræk i en informationstung dag. Giver god mulighed for at få stillet de uformelle spørgsmål

4. “Anette, du skal gå hjem nu!”

Det kan være svært at finde ud af præcis, hvornår du skal gå hjem. I første uge. Du vil gerne give et godt førstehåndsindtryk, og vil ikke gå som den allerførste. Til gengæld er du helt ny og kan ikke bidrage med SÅ meget (pga. manglende viden), at du kan knokle løs fra kl. 9 til 17.

Det er prisværdigt, når en kollega lige siger: “Gå hjem nu – du har fået masser af ny information i dag, der skal bundfælde. Glæder mig til se dig igen i morgen!” For det er et mentalt marathonløb at starte et nyt sted, ny branche og blive beriget med en masse nye informationer.

5. Luk ørerne for ting, der ikke kan lade sig gøre

Desværre falder nogle nye kollegaer i, og lufter gamle frustrationer. Det er ærgerligt. Det fremmer nemlig ikke ens følelse af, at man har valgt rigtig arbejdsplads… Og det er jo i bund og grund det, som du søger at få bekræftet den første tid i nyt job.

Eks. “Nå, var det sådan på din forrige arbejdsplads? Næ nej, det kan skam ikke lade sig gøre her. Vi er kun nået til papyrusruller!”.

Sarkasme kan være sjovt, men også meget unødvendigt over for en ny medarbejder. Især når det kører på ting, der ikke kan lade sig gøre. Som nyankommen kan du nemt få dine betænkeligheder: Gisp hvad er det her for et sted?! Hvorfor kan x og y slet ikke lade sig gøre?! Du kommer jo med en masse ny energi og ideer til, hvad DU vil føre ud i livet i dit nye job.

Hvad har du af positive og negative oplevelser som ny i job?
Ovenstående er min umiddelbare oplevelser. Der er sikkert noget jeg har glemt… Eks. at en af mine nye kollager gik gennem ild og vand med HR-afdelingen, for at jeg kunne komme med til en stor firmafest, hvor tilmeldingsfrist længe var overskredet før jeg startede i jobbet. Sikke en indsats! Det blev jeg virkelig glad for. Og jeg havde en god fest sammen med en masse nye kollegaer!

Er det udformelle det vigtigste?
Der er selvfølgelig forskel på folk. Givetvis også ml. kvinder og mænd. Jeg kan i hvert fald nemt komme i tanker om et par stykker, som virkelig vil betakke sig at skulle til firmafest den første måned et nyt sted.

Jeg vil ikke gå så langt at sige, at den uformelle del er vigtigere end de formelle opgaver og processer. Slet ikke. Men begge dele er vigtige, så du hurtigt kommer i gear og bliver (længere) på din nye arbejdsplads. Mangler den uformelle del, den menneskelige dimension, er jeg overbevist om, at det vil blive skidt…

Så… hvad har du af positive og negative oplevelser, som du gerne vil videregive. Til inspiration. Så vi kan sikre, hvad vi skal gøre/ikke gøre, når en ny kollega starter. Lad os fremme den bedst mulige start, så vores nye kollega føler sig varmt velkommen!

Skriv endelig en kommentar neden for.

Nytårsfortsæt: Liv i bloggen

I dag er det d. 2. januar 2019, og store dele af min dag i går blev brugt på langs – imens jeg indtog rå mængder af gode menneskers nytårsfortsætter via de sociale medier. Både kendisser og helt almindelige mennesker var virkelig kreative ud i nytårsfortsætter. Tydeligvis gælder det også om at sige det højt og offentligt. For så sker det. Eller noget. Vi håber alle.

skildpadde diskokugle
Det mest vellignende billede af mig d. 1. januar; er dette set up fra min datters hånd.

Økonomisk 5:2 kur
Journalisten Thomas Skov Gaardsvig talte om en økonomisk 5:2 slankekur. En kur, hvor han kun bruger penge 5 dage om ugen, og to dage slet ikke. Det fortsæt kunne jeg lide! Cindy Crawfords nytårsfortsæt er at skrive dagbog i 2019. Og så var der ellers en masse menneskers nytårsfortsætter om at ryge mindre, drikke mindre, motionere mere, spise sundere og være god ved dyr, familie, venner og miljø.

Det er meget opmuntrende for menneskeheden at læse alle de gode intentioner, men også lidt overvældende. Jeg vil ikke sige, at jeg ikke har nytårsfortsætter. For hvem vil stå ved at være fuldstændig tanke- og forventningsløs over for et nyt år?

Cindy Crawford og jeg… so alike!
Jeg har besluttet at lade mig inspirere af Cindy Crawford. Skrive dagbog. Men ikke den analoge papirudgave med kuglepen, som hun lader til at vælge. Jeg oversætter frit dagbog til at blogge.

Til fals for publikum
Selv om jeg altid har været glad for at skrive, har jeg kun gjort et enkelt forkølet forsøg på at skrive dagbog. I min barndom. Det blev hurtigt meget meget kedeligt. I dag tænker jeg, at det var fordi jeg ikke havde en målgruppe. Intet publikum at skrive til. For jeg skrev eksempelvis ufattelig mange breve som barn og ung. Til danske og udenlandske pennevenner (gad vide, om pennevenner stadig findes?), til mine bedsteforældre, til min storebror og til mine forældre, da jeg var au pair i USA i et år og siden rejste en del. Der var modtagere af mine ord! Det gjorde al forskel. Måske også derfor, at blogging bare altid har givet mening for mig? Der er nogen, der læser med. Underordnet hvem og hvor mange. Bare det at vide, jeg ikke kun skriver til mig selv, og skrivebordsskuffen, gør udslaget for mig.

Og sådan kan jeg skrive en masse om ingenting.

Jeg vender snart tilbage med mere på hjertet. Nu har jeg skrevet det. Offentliggjort det. Så nu sker det. 2019 bliver året med liv på denne blog! Jeg glæder mig, og håber, at du vil læse med.

Sådan fordoblede ITU antallet af kvindelige studerende

Der er fokus på at få flere unge til at søge uddannelser inden for it. Der tales i store dele af verden om, at vi mangler kvalificeret arbejdskraft inden for it og tech. Det er også tilfældet i Danmark.

Et helt oplagt sted at starte, i jagten på nu- og fremtidens medarbejdere, er at få flere kvinder til at søge optagelse på it- og tech uddannelser. For der er en tydelig skævvridning i dag. Langt flere mandlige studerende end kvinder.

kvindelig software studerende
Der er en stigning i antallet af kvindelige studerende hos ITU

Ved at sætte begge køn i spil kommer vi langt længere med de fremtidige årgange. Produkter/løsninger/services bliver bedre, når udviklerne består af både kvindelige og mandelige perspektiver – og endelig har ethvert produkt en større målgruppe, hvis det kan henvende sig til begge målgrupper når muligt.

Camilla Rosengaard
Camilla Rosengaard, Kommunikationschef hos ITU
Jeg tog, i min egenskab af at være næstformand for DigiPippi, til ITU for at mødes med kommunikationschef Camilla Rosengaard. Hun takkede ja til en samtale om diversitet, og hvordan ITU er lykkedes med at fordoble antallet af kvindelige studerende på universitets softwarelinje.

Næsten ingen kvinder
For blot få år siden var der meget få kvinder på softwarelinjen på ITU:

“I 2013 var vores optag af kvindelige studerende på 4%, når vi taler om softwareuddannelsen. Kvinderne på studiet måtte kigge langt efter hinanden,” fortæller Camilla Rosengaard.

Fra 2016 til 2017 steg antallet af optagede, kvindelige, studerende fra 11% til 22% på softwareuddannelsen. Vi er fortsat et stykke vej fra et, i mine øjne, ønskværdigt 50/50 mix af mandlige og kvindelige studerende, men lad os her på bloggen fejre enhver fremgang – og belyse, hvad der virker godt!

Hvorfor søger pigerne ikke de tekniske it-uddannelser?
Der er mange årsager til, at kvinder tidligere har været tilbageholdende med at søge ind på ITU’s software-linje. Camilla refererer til et forskningsprojekt fra USA, der hedder “Unlocking the Clubhouse – women in computing”.

“Vi fandt, at der var mange ligheder mellem det amerikanske forskningsprojekts resultater – og det vi også oplevede her i Danmark,” fortæller Camilla.

Sideløbende med at dykke ned i forskningsprojekter, vedr. kvinder (og mangel på samme) inden for it, interviewede ITU nuværende kvindelige og mandlige studerende på universitetet på tværs af uddannelser. Der blev også talt med gymnasieelever og gymnasielærere for at blive klogere på, hvad der afholdt kvinderne fra at læse en teknisk it-uddannelse som softwareudvikling.

Studerende ved ITU
Undervisning hos ITU

Her er listet erfaringer fra ITU og fra den internationale forskning (ovenfor omtalte “Unlocking the Clubhouse”):

1. Unconscious Bias. Ubevidst og bevidst forskelsbehandler vi kønnene. Også hvor der reelt ikke er forskelle. Forældre, lærere, kammerater, samfund præger (ubevidst og bevidst) i bestemte retninger.

2. Samfunds- og kulturmæssigt kæmper vi stadig med stereotype antagelser om, at drenge er bedre til matematik og teknik end piger (og det er der intet videnskabeligt belæg for tværtimod).

3. Pigerne er ikke så risikovillige og knap så sikre på egne evner

4. Mange kvinder er af den overbevisning, at de skal kunne kode inden, at de starter på ITU. Det skal de ikke kunne.

5. Pigerne er optagede af, om de passer ind på studiet, og de vil gerne gå på en uddannelse, hvor der er både piger og drenge

6. Pigerne vil gerne kunne se, at uddannelsen kan bruges til at gøre en forskel i verden

Nuværende studerende som rollemodeller
ITUs direktion besluttede, at der skulle gøres en målrettet indsats for at få flere piger ind på softwareudvikling. Ud fra indsamlet viden og data gik ITU i gang med at ændre informations- og markedsføringsmaterialet. Der kom et langt større fokus på, hvor kreativt og skabende softwareudvikling er, og at softwareudviklere har gode muligheder for at ændre verden.

“Softwareudvikling bliver af mange opfattet som en “black box”, der kan være svær at forholde sig til. Drengene har ofte leget med at programmere gennem deres barndom. Det har de fleste piger ikke. Vi har derfor lagt vægt på at gøre det abstrakte konkret ved at få de studerende til at præsentere flere eksempler på projekter, som de laver undervejs i studiet. Allerede tidligt i uddannelsen kan de studerende nemlig skabe ret imponerende ting, og de er gode til at formidle det. De studerende har derfor, i forhold til tidligere, fået en langt større plads i præsentationen af uddannelsen,” understreger Camilla.

IT universitet copenhagen
Grupperum og mødelokaler hos ITU

Der bliver også gjort mere ud af at vise studielivet. Pigerne tiltrækkes nemlig ikke kun af faglig læring. De går efter “hele pakken”. Den bliver de præsenteret for gennem video, opslag på Facebook og Instagramprofilen ITUcph og de studerendes konto ITU Student (følg #lifeatITU), der giver udenforstående et indblik i ITUs studieliv, der spænder fra kor og kaffebar over filmklub og radiostation til LAN-party og fredagsbar.

Forestillinger om stereotyper lever
“Vi møder desværre ofte stereotype forestillinger om, at softwareudvikling er for drenge, der er glade for at spille computerspil, mens de spiser pizza og drikker cola. De stereotype forestillinger ligger langt fra hverdagen på ITU, hvor mangfoldigheden er stor.

Mere end en tredjedel af vores studerende er kvinder, og de studerende her på stedet har et væld af interesser, hvilket også er spejlet i studielivet. Der er noget for enhver smag. Vi har i de senere år gjort en dyd ud af at præsentere den mangfoldighed, der eksisterer, for på den måde at påvirke de stereotyper, der hersker. Det er vigtigt for os at vise, at en it-uddannelse er et godt tilbud til alle dem, der gerne vil påvirke den verden, vi lever i. Det kommer vores studerende nemlig til i endnu højere grad i fremtiden,” fortæller Camilla.

Endelig har et vigtigt budskab været, at man ikke skal kunne programmere inden studiestart, som mange fejlagtigt tror. ITU tilbyder nu også en “bootcamp” i august for optagede studerende, så de får en blød studiestart inden den reelle start i slutningen af august Der er også startet op for “Study Lab”: Hjælp til at programmere fra andre studerende og “Live Coding”: Hvor flere koder sammen.

En overraskende sidegevinst
De mange nye tiltag, som i bund og grund blev søsat for at tiltrække flere piger, har vist sig at have den vigtige sidegevinst, at der nu også er mange flere mandlige ansøgere end tidligere. Søgningen til uddannelsen er vokset gevaldigt. Det hjælper også på drengenes interesse, at de ser, hvad man kan skabe med softwareudvikling. Drenge vil nemlig også gerne forandre verden!

“Der er allerede i dag et kæmpe behov for højtuddannede it-specialister med dyb teknisk indsigt. Det behov vil kun vokse i de kommende år, og de unge, vi uddanner, har udsigt til gode, fremtidssikrede og højtbetalte jobs med stor indflydelse på samfundets indretning. Vi har derfor fokus på, at feltet af unge, der får øjnene op for, hvad man kan med en it-uddannelse, vokser. Vi vil gerne være på nethinden hos de studerende, der kigger i retning af medicin, statskundskab og andre samfundsvidenskabelige uddannelser. Hvis man gerne vil påvirke samfundet, har man gode forudsætninger med en it-uddannelse,” siger Camilla.

ITU
IT Universitetet København

IT Camp for kvindelige gymnasieelever
Flere universiteter i DK inviterer gymnasieelever til it bootcamps målrettet piger. I påskeferien og i efterårsferien. ITU afholder en it camp for kvindelige gymnasieelever i både påskeferien og efterårsferien. Der er ca. 50 deltagere hver gang. It campen viser deltagerne, hvad man kan med en uddannelse i softwareudvikling og Data Science. Op mod 20 procent af deltagerne i påskens camp søgte efterfølgende ind på ITU.

I løbet af it campen præsenteres pigerne for “hands-on” opgaver og skal udvikle deres egen app. Emnet kan f.eks. være sundhed, hvor der også kommer fokus på sundhedsdata og big data. Eks. hvordan kan algoritmer hjælper med at løse en sygdoms gåde?

På ITU er det tilknyttede undervisere, som forestår undervisningen.
Studerende er med som instruktører, og de præsenterer deres uddannelse og deres projekter.

Tiltag der fik flere kvinder på softwarelinjen
Optaget af kvindelige studerende på softwarelinjen steg fra 11% til 22% ml. 2016 og 2017. De 11 pct. i 2016 svarer til 17 kvinder. De 22 pct. i 2017 svarer til 35 kvinder.

Her er nogle af de tiltag, som har haft en positiv effekt på antallet af kvindelige ansøgere:

1. Vis at de som kan kode er kreative. De kan gøre en forskel i verden ved at kunne udvikle deres egen løsning

2. Vær konkret; Vis eksempler på projekter og fremtidige jobs

3. Mere brug af billeder, video og de sociale medier, hvor de studerende selv fortæller om deres studieliv og projekter

4. Vis mangfoldigheden på universitetet ved at præsentere studielivet

Fortsat behov for at gøre en ekstra indsats for at tiltrække piger
Camilla Rosengaard ser, at der fortsat er behov for at gøre en ekstra indsats for at få flere piger til at interessere sig for it og tech.

“Det er vigtigt, at der er rum, hvor piger kan få lov til at lære at kode på deres egne præmisser og ud fra de interesser, som de nu har. Hold endelig fast i, at der kun er piger i DigiPippi,” lyder Camillas råd. Det gør en positiv forskel, at pigerne har deres eget fællesskab til at udforske it og tech.

Influencers og rollemodeller er vigtige i forhold til at påvirke pigernes interesse og fremtidige valg.

“Hvis vi gør noget aktivt, kan vi sagtens ændre noget. Pigerne vil gerne. De er interesserede!” slutter Camilla Rosengaard.

Fakta
I 2017 er uddannelsen softwareudvikling den mest søgte bacheloruddannelse på ITU.

På Carnegie Mellon University i Pittsburg i USA, hvor forskningsprojektet, der resulterede i bogen Unlocking the Clubhouse, har fundet sted, og man i mere end 15 år har arbejdet med diversitet, er 51% af de studerende på softwareuddannelsen i dag kvinder.

Kilde: Camilla Rosengaard

Interesselæsning
Unlocking the clubhouse Amerikansk forskningsprojekt, der kortlægger pigernes interesse og tilgang til “computing”

Det er sidste udkald, hvis den digitale verden ikke kun skal være et sted for hvide mænd (avisartikel fra Berlingske)

ITU-workshop gør teenagere til mere reflekterede medieforbrugere
ITU-studerende har med succes undervist gymnasieelever.

Undren
Jeg synes, at det er slående, at piger/kvinder tror mindre på egne evner og er mindre modige end drenge/mænd. Bange for at lave fejl. Det vidner om et og andet, som vi i vores samfund og opdragelse gør galt eller understøtter forkert allerede fra fødslen. Hvordan ændrer vi det?

/Anette Tvedergaard

Digitalt indfødt gør ikke automatisk til aktiv digital forbruger

Jeg har flere gange oplevet forældre være helt uforstående over for, at en del piger lige skal have et skub eller vises mulighederne for at få øjenene op for en (dybere) interesse i it og teknologi.

Den forundring møder jeg især, hos primært mænd, når jeg fortæller om mit frivillige arbejde i foreningen DigiPippi, hvor fokus er at fjerne kønskløften inden for it og tech.

Børn er typisk på hjemmebane med brug af computer, iPads, mobil mm. Men er de aktive eller passive forbrugere?

En far sagde eksempelvis:

“Jamen det forstår jeg ikke, at du siger; At piger holder sig tilbage inden for it og teknologi. Min datter svinger da sin computer og mobil rundt uden problemer. Hun laver skolearbejde på sin computer, og er på de sociale medier konstant, ser Netflix frem for TV mm. Hun er jo digitalt indfødt!”.

Nemlig. Så. Men hun lyder også til at være en passiv digital forbruger. I hvert fald ud fra det, som du lige nævner. Intet galt med det! Hun gør brug af en masse værktøjer, kanaler og medier online og digitalt, og det er herligt. Men det jeg plæderer for er, at børn og unge med fordel også kan lære at forstå og “mærke” de bagvedliggende teknologiske sammenhænge. Hvordan hænger tingene sammen? Hvorfor reagerer systemer og algoritmer som de gør – og hvad betyder der for mig som forbruger?

Hvis børn og unge får en dybere forståelse, vil meget af det som sker online give meget mere mening for dem. Min påstand er også, at det automatisk vil gøre dem mere kildekritiske.

Måske vil de selv begynde at udforske og lege med, hvad de kan skabe digitalt? Få skabertrang?! I bund og grund være aktive frem for passive forbrugere af it, tech og digitalisering.

Undervisningsminister Merete Riisager kan også se udfordringen i, at mange børn mangler digital forståelse – og dermed evnen til at være aktive brugere. Se artiklen fra Jyllands-Posten:
Undervisningsminister vil lære alle børn at kode

Digitale lommepenge og hævekort til børn

[Disclaimer: Jeg er i dag – siden marts 2018 – ansat hos Danske Bank. Det var jeg ikke, da jeg skrev dette blogindlæg oktober 2017]

Lommepenge. Et emne vi ikke kommer uden om herhjemme. Vi har et par børn, der meget vedholdende minder os om det. Men vi forældre har aldrig kontanter. Det har vi nu fundet en løsning på.

Vi bor 200 m fra en kontantautomat. Men det er ikke den langsigtede løsning omend den har reddet os rigtig mange gange. For selv 200 m er ubekvemt for den magelige sjæl sen aften eller tidlig morgen…, og børnene skal altid bruge pengene NU, for nu skal de møde i skole om 10 min. eller bussen kører om 2 min.

Nu har børnene fået deres eget hævekort, og det gør udbetaling af lommepenge væsentlig nemmere. For både børn og forældre.

Digitale penge er fremtiden
Danske Bank har lanceret deres lommepenge app for børn ml. 8 og 14 år med tilhørende to konti. En konto, som barnet kan hæve fra og en konto, hvor barnet kan spare op. Jo der er bestemt en lærende funktion fra bankens side ved at vise barnet, at opsparing kan føre til større køb.

Som forælder har du adgang til og overblik over kontoen. Du kan sætte et loft for, hvor mange penge, der må hæves. Barnet kan bruge kortet i hæveautomater og i butikker. Du kan desuden bestemme, om barnet må kunne bruge kortet til at handle på netbutikker eller ej (en funktion, du online aktiverer eller ej). Hævekortet er et debetkort (modsat kreditkort) – barnet kan altså aldrig bruge flere penge end der står på kontoen.

Hver gang vores 10-årige bruger kortet får vi en sms, hvorpå der står hvilket beløb, der er hævet.

Både barn og forældre elsker allerede det kort. Vores 10-årige synes, at det er en enorm frihed (hvilket det jo også er) at have sit eget hævekort, og hun holder nøje regnskab med, hvad ting koster og hvad hun bruger af penge vs. sparer op. Vi forældre benytter os meget gerne af lige at overføre 20 kr. og sende barnet i nærmeste supermarked for at hente de to liter mælk, som vi står og mangler! Pengegaver fra bedsteforældre kan også sættes ind på kortet, hvis man ønsker.

MasterCard til pige på 13 år
Ældstebarnet så sig selv for gammel til lommepenge app. For 13-17 årige er det i Danske Bank muligt at få et helt almindeligt hævekort eller et MasterCard (stadig debetkort). Vi valgte MasterCard, som koster et beløb at bestille. Det gjorde vi for, at hun kan bruge kortet i udlandet. Ikke at vi rejser uafbrudt til det store udland, men vi bor en halv time fra Malmø…

Med dette kort er der også adgang til MobilePay. Endnu en kæmpe frihed. Både for brugeren – men også for vi forældre/andre, som har brug for at overføre penge til pigens konto (hjælp til indkøb, køb af fødselsdagsgave til x fra klassen, egen fødselsdagsgave mv.). En frihed som selvfølgelig skal læres at håndtere, men i mine øjne kommer vi langt ved at vise vores børn tillid.

Et minus ved MasterCard er, at der ikke findes nogen app til det. Forældrene kan se det på egen kontooversigt, hvis man vil. Man kan også, som forælder, vælge ikke at have adgang til kontoen, og undlade at se transaktionerne.

Da man skal være 15 år for at kunne få en NemID adgang, og dermed adgang til netbank og mobilbank, kan barnet udelukkende bruge bankens sms-service. Det fungerer også okay i mangel på app. Hver mandag får begge børn deres saldo tilsendt pr. sms. De kan til gengæld sende en sms til banken, hvornår som helst og skrive “s” for saldo – og så straks få den tilsendt.

MYMONII dansk lommepenge app
Nok om Dansk Bank. Som vi tilfældigvis er kunde hos, og derfor mere eller mindre “bevidstløst” benyttede os af deres tilbud. Andre banker tilbyder givetvis noget tilsvarende – eller gør det meget snart.

Jeg vil faktisk meget gerne slå et slag for MYMONII som er en dansk iværksættervirksomhed, som har lanceret et meget fin lommepenge app til børn. Det er Louise Ferslev (yes – jeg vedkender mig, at jeg elsker kvindelige iværksættere, og vil gøre alt for at bakke dem op!), der står bag. Nu med et større team, investorer og advisory board.

For nuværende er det ikke rigtige penge, der er i MYMONII app’en (passer både til itunes og android), men et rigtig godt værktøj til at lære børn om penge – og det at tjene penge. At yde før du kan nyde. MYMONII er et lommepengeregnskab ml. forældre og børn, hvor forældre kan oprette opgaver for børnene, og hvor de kan lægge til (når opgave udført) og trække fra (når racerbilen er købt).

mymonii lommepenge app
MYMONII er en dansk lommpenge app til børn og voksne

Alle kan downloade app’en. Uanset bank. Barn og forælder skal blot have hvert sit mobilnr.

Står I i legetøjsbutikken betaler du med dit almindelig betalingskort, og efterfølgende trækker du beløbet fra i app’en MIMONII for at barnet kan se status.

MINOII tester p.t. forskellige betalingsløsninger, og det bliver spændende at følge udviklingen. Ingen tvivl om at det er et fantastisk godt læringsredskab til også meget unge børn.

Læs meget mere om gode råd til at lære dit barn om økonomi – og hvad vi bruger penge på hos MYMONII.com

Begreb om penge
Er der risiko for, at børnene får et meget lempeligt forhold til penge – nu de aldrig har dem mellem hænderne? Jeg tror det ikke. Penge er for dem lige så meget penge selv om de er digitale. Vi forældre har ansvaret for at sætte dem grundlæggende ind i penges herkomst (nej de vokser ikke på træerne), tings værdi og at man ikke kan bruge flere end man har. En grundlæggende respekt for et nul!

Vi har haft en del snakke om økonomi, for at give børnene indblik i og forståelse for, hvad penge er for en størrelse. Men de skal have en vis alder, og i min optik ikke indblandes i samtaler om større økonomiske voksen-beslutninger som omlægning af boliglån m.v.! Det kan give nogle bekymringer i små hoveder, som er fuldstændig unødvendige.

Jeg husker, hvordan en anden forælder fortalte mig, at vores datter (tror hun dengang var 6 år) havde fortalt, at “vi var meget fattige hjemme hos os”. Og det skyldtes alene, at jeg en del gange havde svaret med “det har vi ikke råd til”, for simpelthen hurtigt at lukke ned for hendes plageri, når hun uhæmmet pegede på alt fra rulleskøjter til italiensk is!

Så det er noget med at tænke over sit eget ordvalg. Råd til… er jo et prioriteringsspørgsmål, og det er også, hvad børnene skal lære. Jo vi kan fint købe rulleskøjter, men så er der ikke også penge til x og y. Hele tiden er økonomi jo et spørgsmål om prioritering. “Nice to have – need to have.” Hvis du vælger at købe y eller spare op til x – så kan du ikke købe z her og nu. Lidt tungt. Men nødvendigt. Mange voksne har vel stadig ikke lært det…, og vi må gøre, hvad der står i vores magt, for at børnene får et sundt forhold til økonomi og ikke ender med at gældsætte sig straks de kan. Og hvorfor skulle de dog også gøre det?!

Lige muligheder kommer ikke af sig selv

“Det går godt i matematik. Jeres datter er faktisk lige så god som de bedste af drengene!”

Citat fra en skole/hjem-samtale med matematiklærer. Som er mand. I 2016.

Sagt af et godt hjerte. Sagt og ment som ros. En kompliment velsagtens. Men jeg bed i bordkanten. For netop den sætning understreger, at den meget stereotype holdning, at drenge er gode til matematik og piger til sprog, fortsat er fremherskende i vores samfund.

Og selvfølgelig er den det. Holdningsændringer tager tid. Samfundsændringer tager tid. Lang tid.

Vi har en fælles sag
Vi har en sag at kæmpe – selv om verden generelt er et bedre sted at leve. Terror og krig til trods. Mængden af krig, vold og mord har nemlig været jævnt faldende gennem de sidste 10.000 år. Kilde: Information.

Vi har en samfundsmæssig udfordring. I dag er det at gøre karriere, og det at være i bestemte brancher, ofte på mændenes præmisser.

P.t. mangler der 3.000 kvalificerede kandidater inden for it-branchen. Regeringen estimerer, at dette tal vil stige til omkring 19.000 i 2030.

Samtidig er der en enorm kønskløft inden for netop it-branchen. Det er jo skørt! Lad os få kvinderne til tasterne.

Mange flere mænd end kvinder er beskæftiget inden for it. Det gælder i Danmark, og er et generelt problem i Vesten. I lande som Dubai, Indien, Asien kilde: Version2 og Ægypten (Karriere.jobfinder).

Kulturelt er pigerne i disse verdensdele ikke opvokset med, at computere er en “far og søn ting” og det er bredt kendt, at it-kompetencer giver vellønnede job.

I Vesten var det kvinderne, der sad på store dele af computerjobs. Eks. fra 1935-1970 hos NASA, USA.

I dag er dette billede ændret til det modsatte.

“Jamen. Er det et problem, at der ikke er kvinder inden for it og tech. De gider da nok bare ikke. Hvorfor gøre det til et problem?!”

Men ja det er et problem. Fordi vi mangler arbejdskraft og fordi produkter/løsninger bliver bedre, også kommercielt, hvis både mænd og kvinder er med i udviklingen.

Og det passer ikke, at piger og kvinder ikke interesserer sig for it og tech.

Kvindelige rollemodeller gør forskellen
Kvinder vil typisk gerne kunne se en større sammenhæng. De er ikke nødvendigvis fascineret af alene teknologiens muligheder. Piger og unge kvinder vil også gerne se, hvad eks. en it-uddanelse kan føre til. Derfor spiller kvindelige rollemodeller en afgørende rolle.

Præmissen om at it kan defineres så smalt som til hardcore kode og teknik er en skam. It er intelligent løsningsdesign. Kreative og innovative processer. Abstrakt bevægelse mellem arkitektur og UX. It er en af de mest progressive brancher, der bygger på konstant udvikling og videndeling blandt medarbejderne.

Sidsel, i kommentarfeltet til artiklen Kvinder elskede engang de hårdt it-fag – nu er kærligheden død

Afsæt 2:27 min. og se denne video. Et tydeligt bevis på, at kønskløften inden for tech skal udlignes. Piger tilfører verden noget lige så unikt som drenge gør – og sammen højnes niveauet!

Kvindelige rollemodeller er uundværlige.

“You can’t be what you can’t see”.

“På IT-universitetet i København er der kun 11 procent kvinder på det hold, der studerer softwareudvikling.” (kilde: Kønsforskere: Piger opdrages til at fravælge højtlønnet it-branche, videnskab.dk)

»Børn kigger ud i samfundet og ser, hvad de voksne – for eksempel deres forældre – laver. I skolen oplever de, at flest matematiklærere er mænd, mens sproglærere oftest er kvinder.«

»Voksne præger på den måde børn i en bestemt retning. Forskning viser i øvrigt, at lærere, forældre og uddannelsesvejledere ofte har stereotype opfattelser af, hvilke fag piger og drenge er interesserede i,« siger Jo Krøjer.

Linda Sax afviser, at kvinder fra naturens hånd er dårligere til at udvikle teknologi og løse matematiske opgaver end mænd. Kvinders dårlige teknologiske selvtillid skyldes nok snarere, at de indirekte har lært af medier, forældre og lærere, at de er mindre kompetente.

Den betragtning genkender Valeria Borsotti, der er antropolog og forsker i kønsforskelle på IT-universitetet i København.

Piger er ikke født til at være dårligt egnede til softwareudvikling og programmering, men i den vestlige del af verden bliver de socialiseret til at tro, at drenge er bedre til det, siger hun.

Andre steder i verden er der ikke de samme kønsforskelle.

»I Dubai er halvdelen af dem, der studerer computervidenskab, kvinder. Andre steder, for eksempel i Malaysia, er 60 procent kvinder,« siger Valeria Borsotti og fortsætter:

»Tallene viser, at der må være kulturelle grunde til, at piger i den vestlige del af verden fravælger de tekniske IT-uddannelser.«

DigiPippi på pigernes præmisser
I foreningen DigiPippi, hvor jeg er med i bestyrelsen, arbejder vi på at vise piger ml. 7 og 13 år mulighederne inden for it. Vi søger at udligne kønskløften inden for tech. Vi gør det blandt andet ved hjælp af p.t. 45 frivillige kvindelige rollemodeller, som alle arbejder bredt inden for it, tech og digitalisering. De viser vejen!

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at rollemodeller er vejen frem til at ændre på kønskløften. Vi skal have de gode historier og beviser bragt til torvs.

Men går det hurtigt nok? Jeg tvivler. Jeg forestiller mig, desværre, ikke, at rollemodeller kan ændre så dybt indgroede holdninger på få år.

Der skal mere til, for at det kan gå hurtigere med at få flere kvindelige kandidater inden på it-uddannelserne. Generelt STEM fagene (Science, Technology, Engineering and Mathematics).

Gårsdagens struktur fungerer ikke i dag
Vi skal have ændret på de systemer og strukturer, som eksisterer i dag. Det vil kunne gøre en forskel. Hurtigere.

Hvordan laver vi lige muligheder, når vi er forskellige? Et ønskemål vil i mine øjne være 50/50 piger/kvinder og drenge/mænd, der er beskæftiget inden for it og tech. Dags dato er det ikke svært at tiltrække drengene, og optaget af kvindelige studerende inden for it er da også stigende. Langsomt. Men alt for langsomt efter min bedste overbevisning.

Mine umiddelbare forslag til at få flere piger inden for it:

  • Tidlig introduktion til it og tech til piger. Jo tidligere des mere.
  • Opbygge uddannelserne anderledes, så de viser bredden og hvordan it og tech har mennesker som bindeled.
  • Sikre os, at det på it-uddannelserne ikke er mænd, der taler til mænd. For så falder mange af kvinderne fra.
  • Introduktion til, og undervisning i, tech og it på hhv. drenge og piger præmisser (for de ER forskellige) i folkeskolen og ungdomsuddannelser
  • Undervisningsmateriale målrettet piger.
  • Relevante uddannelser skal markedsføres helt anderledes.
  • Opbyg uddannelses- og arbejdsmiljøer, der inkluderer kvinder. Hvor kvinder ikke udgør et skrigende mindretal. Der kan gøres meget for at gøre tech/it mere attraktivt for piger. Ikke mange trives med altid at være en minoritet.

Hvad har du af flere ideer? Skyd løs i kommentarfeltet neden for.

Øvrig interesselæsning
Diversity in Science

Når kassen bliver digital – uden kassedamen ved det

I sommer bestilte jeg et coop kort på coop.dk. Jeg kan se enorm mange muligheder ved køb af dagligvarer, supermarkedsvarer, online. Ved køb af medlemskort (og ja det skal du betale 200 kr. for – et rytryk for det historiske tilhørsforhold til andelsforeningen/brugsforening). Du får pengene retur, hvis du melder dig ud.

Således udrustet med Coop kort fik jeg oprettet mig med alverdens informationer. Først og fremmest info til mit betalingskort, så Coop app’en også kan bruges som betalingsform ved kassen i alle forretninger under Coop paraplyen.

Spørg og jeg svarer
Herefter fodrede jeg app’en med mit køn, alder samt antallet af børn, køn og alder i husstanden. Om vi bor i hus eller lejlighed. Om vi har fritidshus og bil.  Min favorit Coop butik etc.

Jeg er ikke karrig med at afgive informationer om mig selv. Nærmest tværtimod! Jeg elsker det. Er fagligt meget interesseret i, hvad de kan sætte sammen af marketing til mig – ud fra mine data. For selvfølgelig bliver dataene brugt kommercielt, og ja det er en mellemting ml. god kundeservice (vi ved du elsker fetaost – det er nu på tilbud…) til stalking (tænkt eksempel: “Har du allerede spist det ost, du købte i sidste uge… du er heldig: Der er tilbud på fetaost netop i dag…”) i Coops butikker.

Vil du betale med app’en?!
Alt er godt. Indtil du står i en irma, SuperBrugsen, Fakta, Kvickly mm. I kassen og forsøger at få din app til at fungere – uden at køen bag dig eksploderer. Jeg HAR læst, hvordan den skal fungere, men alligevel lykkedes det for mig (og andre gode kunder) flere gange ikke at kunne betale med app’en. Oftest fordi betjeningen bag kassen ikke ved, hvordan app’en fungerer. Hverken på kundens side eller egen side  af kassen. Det hjælper at  læse højt for kassedamen (eller kassemanden/ungarbejder), hvad jeg kan se på min skærm. Det er jo ikke værdigt for personalet.

Kassepersonalet fremstår som fuldstænding uuddannet. Ingen har kunne guide mig, og flere har nærmest med bedende øjne foreslået, at jeg kunne betale med alm. dankort, hvis ikke kasseapparatet har godkendt mit forsøg på at betale via app’en.

Måske et spørgsmål om tid? Givetvis. Men jeg er overbevist om, at vi kunne lægge bedre fra land… end tilfældet er.

Om nogen elsker jeg digitale services. Digital forretning. Teknologien udvikles bare hurtigere end den menneskelige hjerne. Vi er langsomme. Skal bruge tid på at lære og forstå – og ikke mindst ændre vaner.

Enhver digital lancering er ikke stærkere end menneskene omkring den. Måske er der brugt masser af tid og ressourcer på at oplære al Coops personale i at kunne tage imod betaling via app? Og ikke mindst er der forhåbentlig også brugt tid på at oplære personalet til at kunne hjælpe og rådgive kunderne? Måske har jeg bare været uheldig at støde ind i personale, og andre kunder, der er udfordret med app’en – hver gang jeg står i køen…? Monstro? Næppe.

Brug, succesoplevelse og udbredelse af digitale løsninger vil gå så meget bedre, hvis arbejdsgange følger med.

Teknologisk kan vi alt 
Teknologi har vi “nok af”. Udviklingen er kommet meget længere end vi lige “står og mangler”. Synes vi har behov for.  Kan håndtere. Det er alfa og omega, at arbejdsgange, vaner og processer følger med! Så den digitale løsning ikke bare bliver “add on”. Nok en mulighed sammen med alle de eksisterende. Når flere kan finde ud af at betale med app’en i Coop – får alle helt sikkert mere værdi.

Noget helt andet – og så alligevel i samme genre. Synes det er meget skægt at se, hvordan det i videoen her bliver tydeliggjort, hvor megen viden vi gladeligt afgiver (og jeg er en af de glade…) til apps.

Videoen er fra Forbrugerrådet TÆNK.